Team Ubuntu

Ubuntu er et sydafrikansk udtryk, som betyder ”jeg er, fordi vi er”, og det er en afrikansk version af personalismen; at vi som mennesker alle er værdige, engagerede og relationelle.
teams logo ubuntu.png

Har du lyst til at finde ud af, hvordan det er at være ung på et andet kontinent? Mon de har facebook i Afrika? Mon de bekymrer sig om, hvilket tøj der giver det sejeste udtryk? Hører de Taylor Swift? Mon de synes, det er hårdt at være teenager? Hvad betyder mest for dem? Mon de tænker over, hvad der sker i verden? Vil de gerne, at verden skal være et bedre sted? Gør du?

Team Ubuntu giver dig simpelthen mulighed for at komme til Afrika og finde ud af det!
Team Ubuntu er et valgfag og et tilbud for 10. klasse.

I 2 lektioner om ugen arbejder vi deltageraktivt og reflekterende omkring antropologiske temaer, som fx kulturforståelse, kropssprog og mødet mellem mennesker. Vi lærer og forholder os til etnicitet (stammer) og magtstrukturer. Vi arbejder også med udviklingstendenser, fattigdom som begreb, HIV/AIDS og stigmatiseringer, historiske perspektiver, som fx kolonitiden og afrikanske personligheder som fx Mandela. Vi forholder os til afrikansk religiøsitet og mission, både historisk, men også som en ny form -  gennem dialog. Sidst, men ikke mindst lærer vi også lidt swahili, som er det officielle sprog i Kenya. 

I uge 6 og 7 vil vi opleve Afrika med egne øjne, øre og hjerte: Vi rejser til KENYA! Her skal vi være sammen med unge kenyanere. Vi skal møde unge både i byen og på landet, fx unge i slummen, unge masaier for foden af Mt. Kenya, high school elever og børn og unge fra børnehjem. Vi skal møde unge, som har noget anderledes levevilkår, men som samtidig har samme grundvilkår som dig: at være ung i en globaliseret verden.

Team Ubuntu handler om et ligeværdigt møde, hvor unge mødes og taler om værdier, ungdomsliv og den verden, de er en del af. På den måde bliver vi klogere og lærer at blive menneske og drømme om en bedre verden... og en dag kan vi i fællesskab, med vores nye venner, som lever under nogle helt andre omstændigheder, gøre en forskel i denne verden!

Desuden skal vi selvfølgelig også på safari og se elefanter, løver, flodheste, næsehorn, antiloper, giraffer, zebraer, aber osv.

Efter selve rejsen arbejder vi med videre i faget med formidling af vores oplevelser og tanker i form af bl.a. oplæg og film.

Nyttig info:

  • Tilbuddet gælder 10. klasse
  • Deltagelse på TeamUBUNTU koster 8.000 kr. Se under økonomi. Her får du hele rejsen til Kenya inkl. safari. I prisen er også forsikring  (eksklusiv vaccination og malariamedicin).
 Britt Korsgaard er teamleder for TeamUBUNTU-linjen. Har man spørgsmål eller brug for yderligere information vedrørende linjen, kan man rette henvendelse på  bk@skovboefterskole.dk .

Britt Korsgaard er teamleder for TeamUBUNTU-linjen. Har man spørgsmål eller brug for yderligere information vedrørende linjen, kan man rette henvendelse på bk@skovboefterskole.dk.