Teaterkoncert

Vores årlige teaterkoncert udtrykker Skovbos store musiske og kreative ambitioner. Vi er virkelig stolte af dette projekt, som henter sit indholdsmæssige gods i Skovbos værdigrundlag og pædagogiske vision. 

Projektet løber af staben i januar måned og involverer alle på Skovbo, både elever og medarbejdere. Det er fantastisk at skabe noget sammen, som ingen troede var muligt. 

Teaterkoncerten er en eksplosion af musik, kreativt teater, kunst og multimedie. Vi er ikke de samme bagefter.

I teaterkoncerterne sætter vi - gennem musik, fysisk teater, unges personlige monologer, installationskunst, lyd, lyd og medie - samfundsdebat på scenen, senest Svend Brinkmanns Ståsteder. 

Vi arbejder altid med et teoretisk afsæt og ofte i samarbejde med andre fagpersoner, fx Center for familieudvikling - i forbindelse med en forestilling ” Family Portrait” - de unges stemme i skilsmisse, Tænketanken Cura - i forbindelse med ”We have a dream” – en forestilling om den filosofiske retning Personalisme, og ungdomsforsker Søren Østergård fra CUR – i forbindelse med forestillingen om unges præstationspres ”Mere end Perfekt”.

Vores teaterkoncert arbejde kan også beskrives med en sætning fra vores teatermanifest:

 

VI TROR

at teater ér, at undersøge noget og med teaterets greb fortæller vi historier om at være mennesker i vor tid.

Vi udforsker menneskelige relationer, både nære samfundsmæssig og globale ud fra en tænkning om at mennesket ”er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd”.

 

Se teaterkoncerten fra 2018 i sin fulde længe.