Teatersporet er vores pædagogiske teatertilbud på Skovbo. Det er for alle som har lyst til at arbejde med teater, og det er placeret på vores spormandage, hvor ugen begynder kreativt med fire lektioner for alle vores elever.
Så har du en drøm at spille teater – at forsøge dig som skuespiller og dykke ned i skuespillerens arbejdsprocesser - så er vores teaterspor lige noget for dig.
Du skal have lyst til at lege, bevæge dig og arbejde sammen med andre – teater er en kollektiv og relationel arbejdsform.
Vi arbejder med det fysiske teater og den fysiske skuespiller, der på gulvet skaber billeder og fortællinger - i relation og samarbejde med de andre på scenen. Det er ikke det klassiske kukkasse-teater med et fast manuskript – ofte leger og improviserer vi elementer frem, som indgår i vores scener. Teater er en kunstart – hvor mennesket er instrumentet selv – derfor skal vi træne kroppen til at kunne bevæge sig - og øjnene til at se på nye måder.
Da inklusion og fællesskab er i højsædet på Skovbo, arbejder vi også meget med gruppedynamikken i vores forskellige teaterfag – det er vores oplevelse og erfaring, at elever, som støtter og får støtte af hinanden, vokser og bliver modigere på scenen og i livet!
Du behøver ikke at have den helt store teatererfaring, og det gør ikke noget, at du er genert. Mange er blevet dygtige teaterelever hos os, selv om de aldrig havde prøvet at stå på en scene før.
Vi kommer til at arbejde med teaterets mange forskellige udtryk og metoder, og vil også kombinere undervisningen med teateroplevelser og besøg på teatre for at se, hvordan professionelle arbejder med faget.
Mulige fagelementer:
Improvisation ud fra Keith Johnstone
Opvarmning og lege
Div. Øvelser – puls, impuls og komposition
Forme en rolle gennem fantasi og tanker
Fysisk teater
Samarbejde, og scenisk nærvær
Devisning og forestillingsarbejde
Tempoet (og humøret) i undervisningen er højt – du bliver udfordret, både teoretisk og på ”gulvet”, men altid i trygge rammer.
Skovbo har stolte traditioner for hvert år at producere et brag af en visuel Teaterkoncert. I november og december måned begynder vi at skabe og øve de teaterprodukter, som skal indgå i Teaterkoncerten. Her vil du få både større og mindre roller og scener, hvor I er mange, som skal arbejde sammen.
Deltagere 10-24 - Max deltagere er 24.
Vi glæder mig til at være sammen med dig!